Forside

Tal ordentligt sammen

Pas på børnene!

Mobbepakke

Supervision

Personaledag

 

 

 
Tal ordentligt sammen
 
Dette er et aftenarrangement, der henvender sig til forældre, lærere og pædagoger. Det handler om samtalens mulighed.

Savner I, at forældre får mulighed for at overveje, hvordan de konstruktivt kan løse problemer, der typisk opstår i familien, når børnene kommer i puberteten? Synes I, det vil være givende, at forældrene bliver klogere på samtalens mulighed i forbindelse med konfliktløsning i familien?

Børns trivsel afhænger bl.a. meget af, hvor nær og tillidsfuld en kontakt de har til deres forældre. I puberteten er denne kontakt igen afhængig af forældrenes evne og overskud til stadig at være opdragere, - også når de unge er i gang med den svære men nødvendige løsrivelse.

Seriøs debat, men også humor
Med foredraget angriber vi samtalens mulighed fra de voksnes side:
Vi vil lave oplæg inspireret af forskellige teoretikere, der beskæftiger sig med dette område, under følgende overskrifter:

- At sige fra uden at tale ned til den unge
- At sætte grænser
- At have fat – mens man giver slip

Mellem og i oplæggene vil vi vise små rollespil for at illustrere nogle af de konflikter, som vil være genkendelige i mange familier. Dette skulle gerne konkretisere, det vi taler om og forhåbentlig også være underholdende.

For lærere og pædagoger
Arrangementet henvender sig til forældre, men det er vores erfaring, at også lærere og pædagoger kan have stor glæde af arrangementet. Samtalens mulighed er i fokus, og dette vil altid være relevant når man beskæftiger sig med børn og unge. Desuden sætter foredraget fokus på situationen i hjemmet, som jo til en hver tid vil påvirke børnenes trivsel og adfærd i skolen og institutionen.

Også aktuelt for de små børns voksne
Det handler altså om puberteten, men mange af de problemer, som opstår i teenageårene, har deres rod i den tidligere barndom. Når fokus er på samtalen, er det en god ide at være på forkant, og derfor er emnet meget relevant for både forældre, lærere og pædagoger til mindre børn.

 

Praktiske info:

Foredraget varer 1 time, og vi vil anbefale, at man lægger et møde med forældrene i forlængelse heraf. Det giver nemlig mulighed for at diskutere aftenens emne med hinanden. I den forbindelse har vi udarbejdet et arbejdsark, som kan være en hjælp.

På de skoler og institutioner, vi indtil videre har været, har deltagerne efterfølgende givet udtryk for, at de har fået mange ideer og løsningsforslag, og at det har været givende og befriende at høre om og diskutere en problemstilling, de har tæt inde på livet.

Se et eksempel på en forældreinvitation:

Invitation

Den endelige invitation vil naturligvis, hvis I er interesserede, blive rettet til, så den passer til jer.

Synes I, det lyder spændende, eller har I spørgsmål, er I velkomne til at henvende jer til en af os.